Christinna og jeg tilmeldte os turneringen i Lucknow i Indien fordi vi synes perioden fra Super Serie finalerne i Dubai i december og frem til All England i Marts, ville blive for lang en periode uden individuelle turneringer.
Da lodtrækningen for turneringen blev offentliggjort var det med en top-seedning, og en turnering uden andre par i top 20 på verdensranglisten. Der var to Malaysiske par og derudover en masse par fra Indien, hvoraf et at de Indiske par var to spillere som vi kender fra super serie turneringerne.
Mandagens træning i Lucknow blev ikke helt som jeg havde håbet på. I ugen op til turneringen havde jeg døjet med mit venstre knæ, men jeg havde trænet ganske udemærket hjemme i Brøndby og haft rimelig god fart i benene trods en mindre hævelse i mit venstre knæ.
Flyveturen til Lucknow havde ikke gjort noget godt for mit knæ og jeg havde store smerter, hvilket gjorde at jeg kun brugte 20 min på banen mandag så jeg lige fik rørt bolden.
Jeg vidste at vi var oversidder i første runde (onsdag), så jeg havde ikke travlt med at blive klar, og da vi så ovenikøbet også fik en walkover i 2. runde (torsdag) fik jeg ekstra god tid og dermed ro til mit knæ, som nu først skulle i kamp om fredagen. Timingen i min situation kunne ikke have været bedre.
Torsdag tog jeg i hallen for at træne og teste mit knæ. Jeg var hele tiden i dialog med Christinna omkring hvordan jeg havde det, og torsdag havde jeg heldigvis en god træning.
Fredag = kvartfinaledag. Christinna og jeg skulle møde et indisk par. Et par vi i 2015 slog i 1. runde af India Open Super serie. Vi forberedte os som vi plejer med videoanalyse – vi tog på ingen måde let på opgaven.
Da vi var godt i gang med opvarmingen kom referee over til os og sagde, at vi havde vundet uden kamp, da én af spillerne var blevet skadet tidligere på dagen. Det var rigtig irriterende at vi ikke kom ind på banen, for jeg ville gerne teste knæet inden vi i semifinalen skulle møde de to malayer, som vi vidste ville være vores sværeste modstandere i turneringen.
Inden semifinalen mod Malaysia så vi video af dem fra tidligere turneringer, så vi var så forberedte som muligt. Jeg var mest nervøs for hvordan mit spilleniveau var, da jeg ikke havde trænet optimalt over flere dage. VI kom godt fra start i kampen, men så kom Malayerne op og 1. sæt blev tæt. Jeg følte mig tung og ikke godt spillende, så det var dejligt da vi fik vundet første sæt. Andet sæt gik noget bedre hvor vi specielt efter pausen bare kørte derudaf. Christinna styrede forbanen og jeg havde igen god bevægelse og kraft fra bagbanen.
I finalen stod de to indere som vi på forhånd også havde regnede med ville spille sig i finalen, Ashwini Ponnappa og Reddy N. Sikki. Vi har tidligere mødt Ashvini og ved at hun kan spille rigtig godt.
Jeg startede kampen lidt skidt – jeg havde lidt finale-nerver i benene. Lige inden kampen startede sagde jeg ud til Thomas, vores træner, at han lige skulle være efter mig hvis jeg stod for stille. Heldigvis lagde Christinna rigtig godt ud og vi holdt os godt inde i kampen selvom vi ikke havde flow. Vi vandt første sæt 21-16. I andet sæt kom vi bagud 11-16, hvorefter vi kom tilbage og vandt 21-18. Hvordan vi gjorde det er svært at sige, men en blanding af rutine og nervøsitet fra deres side vendte kampen til vores fordel.
Det er dejligt at vinde en turnering og stå øverst. Det er ikke noget man bare lige gør, og undervejs havde vi også udfordinger.
At stille op som store favoritter og så faktisk gå hele vejen er fedt. 🙂
/Kamilla
Dansk
English
